|
|
|
Når en sæson er overstået, mener jeg, at det er i alle håndboldinteresseredes interesse at tænke over mulige forbedringer af håndboldproduktet. Og på et par punkter mener jeg faktisk, at håndboldsystemet kan forbedres:
1. Turneringsstrukturen. Den nuværende slutspilsstruktur må da i denne sæson have overbevist alle om, at den ikke er holdbar. Sidste spillerunde bød eksempelvis på fire kampe uden nogen form for betydning og dermed spænding, fordi DM-finalisterne og europacup-deltagerne allerede var fundet. Det kan man selvfølgelig ikke byde betalende tilskuere. Alle kampe skal så vidt muligt have betydning, og det har de ikke i den nuværende form. Derfor mener jeg, at vi, i fald slutspillet skal bevares, bør overgå til kvartfinale-, semifinale- og finalesystemet, hvor der spilles bedst af tre kampe. På den måde sikrer man, at alle kampe er afgørende.
2. Karantæne. Efter mit røde kort i finalen, er jeg blevet tildelt en spilledags karantæne. Det røde kort kan ikke betvivles, men det er karantænesystemet, jeg mener vi skal optimere. I alle andre lande og i de europæiske turneringer eksisterer automatisk karantæne ikke. Hvorfor har vi den så? Hvis en dommer laver en fejl, og det gør vi alle en gang i mellem, hvorfor skal den spiller, som fejlen er gået ud over, så automatisk tildeles minimum en dags karantæne og dermed spærres i kampen efter? Det gør jo automatisk fejlen endnu værre. Udvalget, der uddeler karantæner, skal selvfølgelig vurdere hver sag med videoen af hændelsen i hånden, så de kan træffe den rigtige beslutning i forhold til en eventuel karantæne. Det er jo helt sindsygt, at dette udvalg blot har en udtalelse fra dommerne at forholde sig til, inden de tager stilling i en sag. Det ville jo svare til, at man i en retsag kun hørte anklageren. Specielt eftersom alle kampe bliver optaget, og skal uploades til en fælles server, burde der ikke være de praktiske problemer i det, som proceduren åbenbart er baseret på. Videometoden er en praksis, der meget let vil kunne implementeres, og på den måde vil vi let kunne ændre på den nuværende gammeldags og amatøragtige metode. Samtidig kunne man evt. indføre muligheden af, at udvalget også kunne vælge en strengere straf, såfremt det, de ser, er værre end det, der er beskrevet i dommernes rapport. Altsammen til håndboldens fordel.
God sommer.
|
|
DM- finalen i Parken blev sæsonens sidste kamp for AG København. Og hvilket en af slagsen: Verdensrekord og DM- guld. Et bedre sidste kapitel i sagaen om AG Københavns første sæson i den bedste række kunne ikke være skrevet. Da vi startede sæsonen tror jeg ikke, at nogen havde turde drømme om en så succesrig sæson. Begge titler er i hus, blot et nederlag blev det til i sæsonens løb, et tilskuersnit på over 8000 og en finalen i Parken med over 36.000 tilskuere. Bedre kan det simpelthen ikke gøres. Jeg vil gerne takke alle de mennesker, der har lagt vejen forbi AG Københavns kampe, og dermed været med til at gøre kampene sjove og stemningsfyldte. Jeg håber, at alle har syntes, at det var lige så sjovt at være en del af, som jeg syntes. Hvis vi fortsætter på den måde i næste sæson, er jeg overbevist om, at AG København også nok skal sætte sit fingeraftryk på Champions League, ganske som vi har gjort det på den nationale scene i år. God sommer.
|
Søndag går det løs igen. Ligaen genoptages efter landsholdets fornemme VM slutrunde. Jeg tror, at alle glæder sig, jeg ved med sikkerhed, at vi i AG København ser frem til at spille kampe igen. Sidst vi stod sammen, fik vi overrakt pokaltitlen, så minderne er gode. Søndagens kamp bliver dog afsindig svær. Vores modstander er ingen ringere end Kolding IF, som vi havde store problemer med at besejre i første halvdel af turneringen. Vi ser frem til kampen, og det tror jeg også tilskuerne gør. Et andet tema der ligger mig på sinde, er kritikken fra BSV af Jesper Nielsens indkøbspolitik. De anklager Jesper for at ville købe sine konkurrenters bedste spillere. Hvem skulle han da ellers købe? De dårligste? Eksemplerne er Jannik Green, Spellerberg og Landin. Alle ved nu, at Jannik Green har underskrevet en kontrakt med BSV, så man kunne vel med rette kritisere BSV for det samme. Eller gælder andre moralske regler, når BSV plukker de bedste spillere hos andre ligaklubber? Hvad Landin angår, så ville han nok være skiftet til en europæisk storklub i 2012 under alle omstændigheder, når hans transfersum træder i kraft. Talentet er åbentlyst, og mange store klubber har allerede forhørt sig om muligheden forlængst. Hvorfor gælder der andre moralske regler for Jesper Nielsen end for alle andre? Jesper har formodentlig ikke presset Landin til at skrive under, det er nok et valg han selv har truffet. Ikke alle spillere er til falds for penge, som BSV antyder, mange ser på de sportslige udfordringer! God håndbold-weekend.
|
|
Efter gårsdagens meget tætte kamp mod Skjern har jeg flere steder læst, at Skjern var meget bedre end AG København, i hvert tilfælde i 57 minutter af kampen. Dertil kan man vel blot sige, at en håndboldkamp varer 60 minutter, og at man først kan afgøre, hvem der var bedst, når kampen er færdigspillet. "Bedst når det gælder" er en meget kendt sportspsykologibog af Willi Railo. Det var vel netop det, AG København var i kampen mod Skjern, bedst når det gælder. Vi var bedst da kampen skulle afgøres, og var i stand til at vinde de sidste 15 minutter med 7-2. Dermed var vi vel egentlig også bedst, når man efter kampen ser på samtlige 70 spillede minutter. Men alt kommer selvfølgelig an på øjnene der ser! I dag venter os en meget spændende finale mod Århus. Jeg håber og tror selvfølgelig på en AG København sejr. Godt nytår. Kasper
|
|
Jeg har efterhånden oplevet en del i min tid som håndboldspiller. Heldigvis har størstedelen af mine erfaringer været positive, og denne sæson har budt på en del af disse gode oplevelser. Her tænker jeg specielt på de efterhånden mange ligakampe, vi har spillet med en masse tilskuere på lægterne. Både i Ballerup Super Arena, men så sandelig også på udebane, hvor stort set alle haller har været udsolgt, når vi med AG København har været på besøg, og sidst men ikke mindst arrangementet "12.000 til håndbold" i Herning. Det er sådanne kampe for fulde huse, der gør, at spillerne yder deres absolut bedste, og dermed er med til at gøre en kamp til en nydelse for tilskuerne. Både dem i hallen og dem, der følger med foran skærmen.Vores kampe i Ballerup Super Arena har indtil videre haft et snit på ca. 6500 tilskuere, og jeg er helt sikker på, at størstedelen går hjem med en fantastisk følelse. De mennesker, jeg har talt med efter en kamp, har alle, uafhængig af alder og køn, haft følelsen af at have fået en stor stor oplevelse, og de har givet udtryk for, at de bestemt vil vende tilbage og se flere kampe. Denne store oplevelse skyldes selvfølgelig spillernes præstationer, men så sandelig også det show, som følger med til en AG København- kamp. Musikken, lyset osv. spiller med, og er en del af den gode oplevelse, man får til vores kampe. Ganske som når man ser en god film. Slukker man for lyden, så bliver film bare lidt mere kedelige. Det samme gør sig gældende for en håndboldkamp. Hvis håndbolden fortsat skal have et højt niveau i Danmark, så skal vi værne om det produkt vi har. Vi skal forfine det, så vi ikke går i stå, og dermed bliver overhalet af andre sportsgrene. Det er det AG København er i gang med at gøre, at prøve at bringe håndbolden et skridt videre.
|
|
Det er utroligt at se, at DHF nu overvejer at give AG København en bøde for at spille mere musik end tilladt under kampene. Hvor er vi henne? Burde vi ikke give de andre klubber bøder, for ikke at forsøge at forfine produktet håndbold? Hvorfor bruger DHF's repræsentant til en ligakamp ikke al sin energi på at bedømme dommernes præstation, så de kan blive endnu bedre i fremtiden, i stedet for at sidde og høre efter om der bliver spillet for meget musik i hallen? Det er da totalt forrykt! Alle os håndboldinteresserede skal være glade for at TV2 heldigvis kan se, at det, AG København har gang i, er godt for sporten. Som deres sportschef Frederik Laugesen siger:"Håndbolden har en stor og fast fanskare på TV 2, og med de mange nye spændende ting, der sker - ikke mindst med AG Københavns store ambitioner og de mange profiler, der er vendt hjem til den danske liga, er jeg sikker på, at interessen for håndbold vil vokse støt. Både ude i hallerne og foran tv-skærmen. Vi går en rigtig spændende fremtid i møde.”Hvorfor skal man ikke give tilskuerne og TV seerne en fed oplevelse, så de kommer igen? Er der nogen som rent faktisk bliver generet af musikken? Jeg har selv været med til alle AG Københavns hjemmekampe, og havde ikke opdaget, at der blev spillet musik, før vi blev gjort opmærksom på det, så jeg kan i al fald forsikre alle om, at spillet og spillerne ikke bliver forstyrret af musikken. For at sikre håndbolden en god fremtid, en fremtid med et stærkt håndboldprodukt, og dermed et fortsat højt kvalitetsniveau, skulle vi så ikke bruge vores evner og tid på at ændre en komplet latterlig regel - den regel, der forbyder for meget musik under kampene - i stedet for at bruge vores begrænsede evner på stille og roligt at ødelægge håndboldens fremtid? Jeg mener selvfølgelig, at vi skal bruge vores fantasi og evner på at fremtidssikre sporten. Kampen mod Rock’n Roll var også forgæves! Venlig hilsen Kasper
|
Efter tolv overståede ligarunder må jeg konstatere, at vi i AG København har formået at bide os fast i ligaens førsteplads. Vi startede sæsonen med nogen tvivl om vores evner, men som tiden er gået, og vi har spillet flere kampe sammen, har vi erfaret, at tingene fungerer rigtig godt for holdet. Trænerne har formået at udnytte holdets bredde optimalt, hvilket ikke altid er lige til, og vi har endnu ikke tabt en kamp. En meget bedre fornemmelse end den vi har lige nu, kunne vi nok ikke sidde tilbage med. Hvad venter os så, inden vi alle holder en velfortjent VM- pause? Fem ligarunder, og så pokal-semifinalen mod Skjern, og en eventuel finale mod Århus eller Tvis. Det lille pokalstævne er selvfølgelig december måneds alt overskyggende mål. Vi glæder os meget, og jeg tror alle håndboldfans glæder sig til at se ligaens pt. fire bedste hold i aktion i samme hal en lørdag eftermiddag. Det bliver forhåbentlig en sjov omgang, med den dramatik som altid følger pokalkampe. Glæd jer, og god fornøjelse. Kasper
|
Kære Alle. Efter et endt hårdt løbepas var jeg ved at få vandet galt i halsen, da jeg satte mig til rette foran computeren for at læse dagens nyheder. Jeg blev meget forbavset over at kunne læse, at AG København, ifølge TV2's (ellers normalt glimrende) håndboldekspert Bent Nyegaard, nu kan ødelægge danmarksturneringen, fordi vi på sigt, kan blive for meget bedre end de konkurrenterne og dermed fjerne spændingen fra ligaen. Til det har jeg som sportsmand følgende kommentarer: 1. Hver gang jeg som professionel sportsmand træner, så gør jeg det med et mål for øje: At forbedre mine kvaliteter, så jeg bliver bedre end de andre. Det kunne aldrig falde mig ind at slappe af, så en konkurrent også fik en chance. Hvis det er holdningen, så skal man ikke beskæftige sig med professionel sport. Kunne man forestille sig, at Rafael Nadal bliver opfordret til at slappe lidt af, fordi hans forspring på verdensranglisten er blevet for stort ? Nej, selvfølgelig ikke. 2. Jeg tror, at alle håndboldinteresserede i Danmark ønsker at se et dansk klubhold helt fremme i Champions League. Hvis det skal kunne lade sig gøre, så skal man have et utroligt stærk hold, et hold som muligvis er bedre end de andre hold i ligaen. Hvis et så godt hold vinder sine kampe i ligaen, hvad skal vi så gøre ved det på den hjemlige scene? Vi kan gøre to ting; enten opfordrer vi de andre hold til at forsøge at tage kampen op, eller vi kan forsøge at spørge det gode hold, om de ikke kan tage det lidt roligt i den danske liga, så "spændingen" ikke forsvinder. Hvordan skal de så gøre det? Lade sig tabe i ny og næ? Mod hvem skal de så give de to point væk? Mod et andet tophold, så spændingen bevares i toppen, eller mod et bundhold som så kan klare frisag i nedrykningskampen? Jeg foreslår, at vi følger forslag nummer et! 3. Med den slutspilsstruktur ligaen har i øjeblikket, så vil spændingen aldrig blive pillet ud af ligaen. Det gode hold kan kun få to point med over i slutspillet efter grundspillet, uanset hvor gode de har været, ganske ligesom nummer to får det. Hvad som sker i et slutspil, det er aldrig til at forudse, se blot på sidste sæson, hvor nummer tre og fire mødtes i finalen. 4. Det undrer mig, at Bent Nyegaard i artiklen kun bliver omtalt som TV2's håndboldekspert, og ikke som både ekspert og ansat rådgiver i BSV, en klub som håndboldkyndige kender som direkte konkurrent til AG København. Derved har Bent Nyegaard måske ikke kun sin egen interesse for håndbold at pleje, når han forholder sig til AG Københavns tilstedeværelse i ligaen. Det er en oplysning, som i mine øjne er nødvendig at få med, når man som læser skal danne sig et indtryk af ekspertens udsagn, for derefter selv at danne sig en mening. Jeg må indrømme, at jeg syntes at diskussionen er noget vrøvl, og udtryk for amatørisme. Fortsat god tirsdag. Kasper
|
Vi har nu overstået sæsonens første to kampe mod AaB hjemme og Kolding ude, og vi har heldigvis vundet dem begge, hvilket selvfølgelig er yderst tilfredsstillende for os.
Specielt hjemmekampen var en god præstation fra vores side, vi fik vist, at vores forsvarsspil kan være utroligt velfungerende. Kampen mod Kolding var meget lige, og Kolding havde stor ære af kampen, som var meget spændende og intens. I mange faser af spillet kan vi stadigvæk forbedre os, men vi vidste også inden vi gik i gang, at det kommer til at tage tid, inden vi for alvor får vores spil til at fungere optimalt, og netop derfor er det vidunderligt at se, at vi allerede så tidligt på sæsonen er i stand til at vinde over nogle af vores værste konkurrenter. Jeg vil til slut opfordre alle håndboldinteresserede at tage en tur i Ballerup Super Arena når vi spiller hjemmekamp. Hvis vi, både os spillere og alle tilskuere, sammen kan skabe en sådan fantastisk stemning som vi havde til den første kamp mod AaB, så tror jeg, at alle får en god oplevelse søndag d. 19 september mod Skjern. Med venlig hilsen, Kasper.
|
Så er sæsonens første officielle kamp spillet. Det skete i går i pokalturneringen mod Fredericia, en kamp vi heldigvis vandt uden problemer 25-19. Vores forsvar, både det offensive og det defensive, så meget stabilt ud hele kampen igennem, hvilket lover godt forud for weekendens kamp mod Aab. Vores angrebsspil kan stadig blive bedre, men det skal nok komme, når vi lærer hindanden bedre at kende, og vi får vores spanske spiller Christian Malmagro med igen. Han har været meget uheldig med forskellige skader i vores forberedelsesfase, og sad derfor udenfor i går. Jeg er sikker på, at vi med en venstrehåndet spiller på højre back får meget lettere ved at få kombinationerne til at flyde. Til slut vil jeg fremhæve Fredericias målmand Christian Lynggaards præstation. Han spillede en god kamp, specielt i anden halveg. I det hele taget vil jeg rose Fredericiaholdet for en god fight og klubben som helhed for at have skabt en god kulisse til kampen. Nu gælder det som sagt Aab på lørdag i Ballerup Super Arena. Jeg glæder mig meget, og håber at vi ses i Arenaen. Det bliver en superkamp. Venlig hilsen, Kasper
|
|
Hvert år når sæsonen er slut, begynder man at se frem mod den nye. Det gør jeg selvfølgelig også, og jeg glæder mig enormt. At blive en del af klubben med det nye navn AG København ser jeg frem til med stor glæde. Klubben har vist at den har store visioner og handlekraft, hvilket er to nødvendige karakteristika hvis man vil opnå noget i håndboldverdenen. En af de store visioner er at skabe en fantastisk ramme omkring vores hjemmekampe i Brøndby Hallen, og jeg ved, at alle i klubben arbejder i døgndrift for at muliggøre visionen. En anden vision er at skabe en god og dygtig trup. Her spiller handlekraften ind, og indtil videre har den ikke svigtet. AG København har på kort tid formået at skabe en trup bestående af et højt antal kvalitetsspillere, som alle håndboldelskere kender. Navne som Lars Jørgensen, Mikkel Hansen, Joachim Boldsen, Steiner Ege, Rene Toft, Arnor Atlason, Snorri Gudmundson får os alle tid at smile af fryd. Jeg glæder mig til at blive en del af denne trup, og jeg er sikker på, at vi får en hverdag fyldt med gode og sjove træninger. Til slut vil jeg opfordre alle, både håndboldentusiaster som ikke håndboldentusiaster, til at tage i Brøndby Hallen og blive en del af den fantastiske kulisse vil sammen kan skabe. Lad jer ikke snyde, men bliv en aktiv del af AG København. Vi ses derude. Kasper
|
|
Nu da sæsonen er slut for mit og FCK´s vedkommende, er tiden til et tilbageblik kommet. Det har været en usædvanlig og unormal sæson, idet klubben i starten af januar kom med udmeldingen om håndboldafdelingens lukning. Jeg har i min tid som håndboldspiller oplevet en del, men denne sæson skulle blive den første, i hvilken jeg var med til at lukke en klub. Beslutningen havde, som de fleste sikkert ved, ikke noget med vores resultater at gøre, men var udelukkende af økonomisk karakter. Håndboldafdelingens lukning gjorde, at sæsonen blev en sur sød oplevelse, idet den blev delt i to halvdele, en før og en efter luknings del. Den første del, den søde, var en fornøjelse at deltage i. Vi fik arbejdet os frem til FCK´s første pokalfinale, og vandt den efter en tæt kamp mod BSV. FCK kunne derfor placere sin første pokaltitel i skabet. Den næste del, den sure, var kampene og usikkerheden vedrørende fremtiden efter offentliggørelse af klubbens beslutning. Det blev en tid præget af den usikkerhed, som hele truppen pludselig stod i. Mange spørgsmål pressede sig på. Hvor skulle vi spillere spille efter sommerferien, og vil afdelingens lukning få konsekvenser for vores bopæl i Danmark ? Det viste sig, at der kom næsten lige så mange svar, som vi var spillere i truppen. Nogle rejser hjem til Sverige og Norge, andre bliver i København hos hhv. AGK og FIF, mens nogle stadig ikke ved hvad fremtiden bringer. Det var bestemt ikke nogen situation, som gav os den arbejdsmæssige ro, man har brug for, hvis en trup skal præstere optimalt. Om vi kunne have været den ene del af finalen, hvis vi ikke havde stået i den mærkværdige situation, er selvfølgelig umuligt at svare på, men arbejdssituationen ville have været en del lettere. Vi bragte os alligevel i en utrolig gunstig position i mesterskabskampen, da vi sikrede os den afgørende kamp hjemme mod Aab, men måtte sande, at de var bedre på dagen, og derfor fortjent kunne avancere til finalen. Når det store regnskab skal gøres op, så mener jeg, trods den manglende finaleplads, at vi spillere og ledere i FCK kan være tilfredse med sæsonens forløb. Under meget vanskelige omstændigheder vandt vi en ud af to mulige nationale titler. Det blev så den anden og sidste titel i FCK håndbolds levetid.
|
|
Jeg vil, i løbet af sæsonen, holde jer informeret om min sportlige hverdag i min nye klub AG København. Venlig hilsen,
Kasper
|
|
|
|